Skagensfiskerne: Det hårde liv til søs
Fiskerne i Skagerrak sejler ud i Nordsøens store bølger med en drøm om at tjene mange penge med livet som indsats. De kan aldrig være sikre på, hvor mange fisk der er i nettet, og de ved aldrig, hvor mange penge de kommer hjem med. De ved kun, at de skal knokle for at kunne brødføde deres familier, som venter inde på land.
Døren smækkes op og lyset vælter ind i den ellers mørke kahyt. ”Så skal der hives,” brøler Daniel med tunge øjne, der har holdt sig vågen igennem nattens lange styrevagt. Theis vælter ud ad sengen, og i løbet af kort tid står han klar ude på dækket, iført gummitøj i orange og gule farver.
Inde i styrehuset gør skipperen Laurits Christiansen klar til at hive fiskenettet op af vandet.
Klokken er 04.28. Theis og Daniel klamrer sig til rælingen mens Casilo, den 24 meter lange fiskekutter, bliver kastet op i luften af Nordsøens store bølger. I et øjeblik hænger båden fastfrosset i vejret, inden tyngdekraften trækker den ned i den næste bølge, som skyller ind over dækket. De lange store reb, som er forbundet til fiskenettene, bliver spolet ind på tromlen. En hul metallisk lyd runger i hele skibet. Metalrebene knirker og vrider og giver pludselige brag når de banker mod skroget.
Fiskerne løfter flere ton fisk og rejer, når de bliver vejet og pakket i kasser på is.
At være fisker ligger i Daniels blod. På underarmen har den 28-årige et anker tatoveret, som tydeligt viser stoltheden. Siden han var syv år, kom han med sin far ud og fiske. Nogle af hans bedste minder fra havet er fra dengang, han som dreng, var med sin bror, far og farfar ude på farens båd.
”Blue Sky HG 216, det navn glemmer jeg aldrig.”
Sådan hed både farfarens og farens båd. Det var på den båd han lærte det hårde arbejde at fiske.
I dag er Daniel hyret ind på den lille fiskekutter Casilo, som sejler ud fra Skagen. Sammen med Theis og skipperen Laurits, udgør de tre hele bådens besætning - to uger på havet, to uger hjemme.
Rejerne sorteres automatisk efter størrelse på transportbåndet.
Gennem den lille luge råber Laurits ordre til Theis og Daniel. Larmen fra bølgerne, som med al sin kraft rammer mod vinduerne i styrehuset, overdøver i et kort øjeblik den konstante brummen fra motoren.
To net bliver hevet ind på siden af båden - et fyldt med rejer, det andet med fisk. En pludselig bølge sender nettet fyldt med rejer ud over rælingen, i det Daniel åbner bunden af nettet, og med ét har de mistet et helt net fyldt med rejer, som daler ned i havets mørke. Tolv timers arbejde spildt. Stilhed og udveksling af frustrerede blikke. Pludselig kommer nettet med fisk flyvende ind over bord, rammer Theis i ryggen og sender ham i gulvet. Han er hurtig til at komme op på benene igen. Der er ikke tid til at ømme sig, da endnu et net med fisk og rejer skal hives ind, og foran dem ligger flere timers hårdt arbejde med at rense fisk, koge rejer og komme det hele på kasser med is.
Fiskerne skiftes til at holde spise, da der altid skal være en, der holder vagt.
Theis Frandsen på 25 år laver mad en gang om ugen. Hans primære ansvarsområde er at vedligeholde maskinen.
Klokken er 06.34 og de første tal fra Göteborg fiskeauktion kommer tikkende ind på iPad’en. Det ser skidt ud. Daniel og Laurits stirrer tomt ud i luften. 36 kroner kiloet. Alt for billigt. De følger konstant priserne, nervøse og nærmest tvangspræget. Det er det, der gør forskellen - om de kommer hjem med penge, eller om det kun lige akkurat dækker udgifterne, såsom brændstof og auktionsomkostninger.
”Vi kan lige så godt sejle hjem,” siger skipper opgivende.
Fiskerne er aldrig sikret en løn, men kun en procentdel af den endelige profit. Det hårde arbejde og det at være væk fra sin familie i to uger ad gangen, skal kunne betale sig. Det kræver en vis kærlighed til erhvervet, men også en økonomisk gevinst får dem til at vende tilbage på havet igen og igen. Men er priserne for lave, kan det mærkes på stemningen på kutteren. Det er vigtigt at holde hovedet koldt og stemningen god, når man er ude på havet. Kutterens lille størrelse betyder at de aldrig er alene. De går konstant op ad hinanden og deler de samme få kvadratmeter fireogtyve syv. Det er derfor især vigtigt, ikke at være i dårligt humør, påpeger skipper.
Oppe i styrehuset sidder de tre og snakker, om hvor meget de tjente sidste år. Det er nu, der er højsæson, og nu, de skal tjene en masse penge hjem.
”Sidste sommer tjente vi 240 kroner kiloet,” siger Theis.
Det er længe siden, det er gået så godt. Nu er det kun noget, de drømmer om.
De endelige priser på auktionen viser, at de har tjent 42 kr. kiloet i gennemsnit.
”Nu er det definitivt, jeg skal ikke være rejefisker. Vi går og håber på at vi tjener penge hver gang,” Siger Daniel skuffet.
Hjemme i Hanstholm har Daniel en datter på fire år. Det, som han tjener for tiden, er ikke nok til at leve for, siger han.
Daniel laver videoopkald med sin datter på fire år. Hun er vandt til ikke at se sin far
i to uger ad gangen, sådan har det nemlig altid været.
Solen spreder guld over det åbne hav. De store bølger er blevet erstattet af små dønninger, som lige så stille vugger båden fra side til side. Nede i opholds- og spiserummet ligger Theis. Han er faldet i søvn. Han har stadig ondt i ryggen fra slaget af fiskenettet. Skipperen har derfor valgt at vende kutteren og sejle ind mod Hanstholm. De må ind på land og få Theis på skadestuen.
Der er seks timer ind til land igen, og Daniel, som har holdt sig vågen i nattevagten, skynder sig ned i køjen, for at få et par timer på øjet.
Arbejdstimer afhænger af hvornår der er fisk i nettet. Ude på havet er der ikke nogen døgnrytme. Fiskerne arbejder, når der skal arbejdes og sover så snart de har muligheden for det. Ofte får de ikke mange timers sammenhængende søvn.
Mågerne følger efter i slipvinden på båden. De dykker ned og spiser al det affald og frasorterede fisk, som bliver smidt ud af lugen. Nogle sætter sig på rælingen for at hvile vingerne. En af dem, har valgt at sætte sig på toppen af fiskenettet og prøver at få fat i en reje, som er viklet godt ind i tråd. Et mågeskrig spreder sig og bliver til flere. Inde i styrehuset lyder en skratten fra radioen. Saron s. 158, en anden fiskekutter, ven af Casilo er i røret.
”Vi har solgt til 42 kroner kiloet,” siger Laurits efterfulgt af et suk. ”I det mindste fik vi da solgt det hele. Der var et ton ud af fire på auktionen, som ikke blev solgt.”
De to skippere bliver enige om, at det ikke er godt nok. Men skipperen på Saron er fortrøstningsfuld, selvom han heller ikke har heldet med sig. Han har fisket i så mange år, han ved, det kommer til at blive bedre. Radioen skratter.
”Det vender, det skal nok gå op igen,” fastslår han.
Klokken er 19.04 og Theis ringer til skipperen inde fra skadestuen. Han har forvredet ryggen, heldigvis ingen stor skade. Han er ukampdygtig i to til tre uger. Laurits ånder lettet op. Han ved nemlig godt, hvor galt det kunne have været gået. Nu er hans største bekymring bare at finde en ny mand til at tage med ud på havet, så de kan komme ud så hurtigt som muligt. De har ikke råd til at ligge inde i havnen, de skal ud at tjene penge.
