I Vandet Ligger En Sten, De Kalder Urk

Skyerne hænger lavt over de gamle tætstående huse i Urk. De små brostensbelagte gader er øde og  gardinerne  trukket for. På toppen står det gamle fyrtårn og kigger ud over havnen, som engang var fyldt med fiskekuttere. En lille brise skyller ind fra havet og får masterne på de få små kuttere til at svaje forsigtigt. 

Stilheden bliver brudt af folk på gaden, der iført jakkesæt og søndagskjoler er på vej hjem efter formiddagens gudstjeneste.

Indenfor i et af husene sidder fem venner omkring bordet ved vinduet i den lille køkkenstue med udsigt ud over havet. Traditionen tro, mødes de hver søndag til en middagsøl, hvor de opdaterer hinanden på ugen, der gik.

I hjørnet sidder Johan Van Urk og spejder ud over de små bølger som skvulper forsigtigt. Latteren runger i det lille køkken, hvor en øl pludselig er blevet til en hel kasse, men Johans blik bliver ved med at søge ud ad vinduet.

De arbejder allesammen i fiskeindustrien, to af dem med salg og to af dem logistik, og Johan som fisker. Om søndagen må de ikke arbejde, men når klokken slår midnat, sejler han med fiskekutteren Willem Jacob ud på Nordsøen, hvor han tilbringer hele ugen.

Urk, hjertet af Europas fiskeindustri, er bygget på fladfisk fanget i Nordsøen, som lagde fundamentet for den internationale succes. Men den lokale fiskeindustri begynder i stigende grad at profitere fra import af opdrætslaks fra Norge og produkter fra det fjerne Alaska. Det skaber en konflikt for de lokale fiskere, som er ved at drukne i Europas grønne dagsorden og de skyhøje priser på brændstof.

På trods af at de lokale nordsøfiskere kun udgør ti procent af den årlige erhvervsomsætning i Urk, er de en vital del af den lokale tradition og kultur. En kultur, som nu er truet af mange udfordringer: EU-lovgivninger, høje brændstofpriser, Brexit og ikke mindst opførelsen af de mange havvindmølleparker. Jacob van Urk, ejer af Uk158 Willem Jacob, anerkender regeringens indsats for en grønnere fremtid, men påpeger, at fiskerne har sejlet på havet i tusind år, og pludselig vender regeringen dem ryggen, ”De har mange gode idéer, men branchen kan ikke følge med alle de mange regler og lovgivninger.”

I et forsøg på at skære ned på flåden, afsatte den hollandske regering i 2023 hele 1,2 milliarder kroner til en kampagne for at opkøbe fiskekuttere. Kutterne blev hugget op og de tilhørende fiskekvoter blev nedlagt sammen med kutterne. Derudover fik ejerne forbud mod at investere pengene i fiskeindustrien.

Johans fætter og skipper af UK158 sidder i styrehuset omgivet af skærme, knapper og radioudstyr. Over ham hænger et billede af hans bedstemor og et af hans bedstefar, Albert, som han er opkaldt efter.

En tatovering af en nautisk stjerne på brystet stikker frem under Albert van Urks undertrøje. På den ene arm et kæmpe sejlskib og på den anden hans navn og fødeby - Albert, Urk. Det er en gammel sømandstradition at få tatoveret navn og by, så fiskerne kan identificeres i tilfælde af, at de drukner og skyller op på land.

Man kan kende fiskerne på deres øreringe. Store, runde guldøreringe. Med et skib i den ene og rødspætte i den anden, viser Albert stolt frem, at han er fisker. Den gamle tradition går hundrede år tilbage, fra dengang de store, tunge guldøreringe blev brugt til at betale for en kiste i tilfælde af en drukneulykke.

Under dækket går Alberts bror, Reinder van Urk og gør klar i maskinrummet. De er ved at være klar til at sejle ud på Nordsøens ubarmhjertige bølger, men inden da mødes den fire mand store besætning rundt om skibets lille spisebord. Albert, Reinder, Johan og Gert de Boer, en ven af familien, som har arbejdet på båden i 14 år.

Albert rækker ud efter bibelen, som står i en kasse monteret på væggen. Han læser et stykke, mens de alle lytter i stilhed. Sammen folder de hænderne og sænker blikket. Albert beder en bøn for ugen, der venter, for godt vejr og for en god fangst.

Motoren brummer, og skabene og skufferne knirker, da den 24 meter lange bomtrawler bevæger sig ud ad havnen.

 Ude på åbent hav begynder klynger af små røde prikker at dukke op på radaren. Klyngerne synes at vokse og vokse. Det er vindmøllerne. I horisonten kan man ane dem tydeligere og tydeligere, som en hær, der omringer båden. Vindmøllerne er fiskernes største fjende.

”Intet er normalt længere,” sukker Johan, som læner sig ud ad det åbne vindue i styrehuset, mens han ryster stille på hovedet.

Havvindmøllerne, en af de vigtigste årsager til den hollandske flådes tilbagegang, bliver kritiseret af fiskere på tværs af landet.

De er blevet opført på nogle af fiskenes bedste ynglegrunde, mener nogle. Andre siger, at lydbølger genereret af vindmøllerne forstyrrer og dræber fiskelivet. For fiskerne på UK 158 er det største problem, at der ikke længere er mange steder at fiske, og samtidig skal de sejle lange omveje for at komme udenom havvindemølleparkerne, hvilket sluger brændstof og spilder fiskernes tid, forklarer Albert.

Det har fået flere af de hollandske fiskere til at gå sammen om en kampagne ved navn ’Den grønne løgn’. De kritiserer regeringen og den grønne omstilling medanklager om, at vindmøllerne slet ikke er så bæredygtige, som de bliver fremstillet af regeringen.

Fiskerne er trætte af at være syndebukke for den grønne omstilling. NGO’er udskammer bomtrawlerne for deres miljøskadelige fiskemetoder og overfiskeri, men Gert mener, at fiskerne ved mere om livet på havbunden.

”Vi er venner af havet. Selvfølgelig vil vi ikke dræbe det, for så har vi ikke noget arbejde”, siger han, og understreger, at de ikke er de skurke, som NGO’erne prøver at få dem til at være.

Nettet svinger ind over bord. Propfyldt med fisk, drypper det med vand, mens det svajer fra side til side. Johan tager et hårdt greb om nettets reb og trækker alt hvad han kan, så bunden går op og fiskene vælter ud. Spjættende rødspætter, pighvar og tunger fylder kassen. Lige så hurtigt som nettet kom op, kommer det i igen. Hvert et minut, hvor nettene ikke er i vandet, er spildt tid, hvor de kunne fange fisk. 

Mågerne flokkes om det lille skib for at fange de små rester og fiskeindvolde, som skylles over bord.

 ”Gud satte fisk i havet, så vi kunne spise”, siger Albert ubekymret. Det kan godt være, der er meget modgang for fiskerne, men han tror på Biblen, og Biblen nævner så meget om fiskeri, at han er sikker på, at det vil modstå fremtidens udfordringer.

 Trods den store tilbagegang i antallet af nordsøfiskere, og trods de mange økonomiske og lovmæssige udfordringer begiver Albert, Reinder, Johan og Gert sig ud på det store, ubarmhjertige hav igen og igen, uge efter uge. Det er hele deres eksistens.